I 1912 købte Civiletaternes Centralorganisation den grund, hvor konferencecentret ligger i dag. Prisen var den svimlende sum af 633 kroner og 22 øre. Der blev bygget sommerhuse og stedet blev et yndet ferierejsemål. Siden har stedet ændret udseende og ejere en del gange.
Allerede i 1914 udvider man med flere sommerhuse. Fra 1967 til 1969 bliver hovedbygningen revet ned og en del af de bygninger, vi kender fra i dag, bliver opført.
Nye ombygninger
I 1980 opfører vi fritidsbygningen og bygger om på 1. salen. Fra slutningen af firserne og frem til 2001 bliver alle værelserne gennemgribende renoveret og centret udvides med flere værelser, mødelokaler og opholdsrum og bliver til det Kobæk Strand vi kender i dag.
I 2001 udvides centret med yderligere 5 mødelokaler og en opholdssalon, samtidig med at receptionen udvides og på pladsen foran hovedindgangen opstilles en stor skulptur af kunstneren Erik Heide.
I 2006 opføres en grillplads der kan overdækkes af markiser. Der er et stort udekøkken og plads til 90 gæster. I 2008-2009 udvides centret med 28 enkeltværelser og fritidsbygningen ombygges så der kommer motionsrum og en flot vinkælder der ligger i forbindelse med et nyt selskabslokale - Vinotheket.
Egnen omkring Kobæk Strand
Kobæk ligger i det sydvestlige hjørne af Sjælland i et område med en lang og karakteristisk kystlinie. Fjorden, skoven og de store herregårde udgør tilsammen et afvekslende og spændende område for traveture og udflugtsmål.
Skælskør
Kobæk Strand ligger i Slagelse kommune. Byen Skælskør bliver første gang nævnt i Kong Valdemar d. II's jordebog i 1231 som Skælfiskør. "Skælfisk" betyder musling og "Ør" en gruset strandbred, altså byen ved muslingestrandbredden.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i mere information om Kobæk Strands eller Skælskørs historie er du velkommen til at spørge i receptionen.